Det Jødiske Museum i Berlin er helt usædvanligt og sanseligt. En både skræmmende og betagende oplevelse, som du ikke går upåvirket fra. Stedet dokumenterer næsten 2000 års tysk-jødisk historie. Samtidig er det kendt for den helt særlige, unikke arkitektur som Daniel Liebeskind, er manden bag.
Daniel Liebeskind var selv jøde og har i øvrigt også tegnet Det Danske Jødiske Museum i København, samt været chefarkitekt på Ground Zero i New York.
Indtil 1938 lå museet i Oraniensbrugerstrasse, hvor det blev lukket af nazisterne. 50 år senere påbegyndte man byggeriet af det nye museum.
Museet i Berlin består i dag af to dele; det smukke gamle barokke palæ fra 1735 som indeholder forskellige udstillingsområder, og som samtidig udgør selve indgangen til Liebeskinds nyere titanium- og zinkbeklædte, zig-zag formede bygning. Den nye bygning stod færdig i år 2000, og handler udelukkende om Holocaust.
Når du ankommer til Det Jødiske Museum, får du en lidt speciel modtagelse, da man pga terrortruslen bliver skannet og visiteret før man bliver lukket ind. Derefter udleveres eget headset, som automatisk afspiller information som man bevæger sig rundt i korridorerne.
Stedet er et besøg værd, alene pga. sin helt særlige, usædvanlige arkitektur. Overalt formes de hvide vægge og gulve i skrånende og skæve linjer og belysningen er dæmpet. Nogle steder er der lavt til loftet – andre steder svimlende højder. Rammerne er skabt for en næsten andægtig stemning, og en lidt usikker, desorienteret fornemmelse, helt som arkitekten har ønsket det.
I museet finder man bl.a. også 6 tomrum, som symboliserer tomrummet efter udryddelsen af de 6 millioner jøder, under Holocaust.
En særlig stærk oplevelse får man i Holocaust Turm. I tårnet er der næsten helt mørkt, med vægge som mod toppen skråner indad. Som den tunge jerndør smækker i, skal øjnene først lige vænne sig til den sparsomme belysning. Dernæst må du virkelig have nakken tilbage, for at følge de mange meter mod loftet/toppen og den lille stribe dagslys allerøverst oppe.
Højt oppe mod lyset hænger en stige. Så højt at den er fuldstændig uden for rækkevidde. Det løber en koldt ned ad ryggen, for symbolikken er ikke til at tage fejl af. Helt som det var arkitektens mening, får man en både knugende og ubehagelig fornemmelse i det mørke, lidt kolde og fugtige tårn.
I museets geometriske have kan du tage en pause og bl.a. gå gennem den smukke grønne tunnel, sætte dig på en af de mange bænke og fx nyde synet og lyden af det runde springvand. I de varme sommermåneder afholdes der søndagsjazzkoncerter i haven, som del af et kulturelt sommerprogram.
